Status på forhandlinger

Rødovre Lærerforening og forvaltningen har nu siddet omkring forhandlingsbordet to gange i forsøget på at finde frem til en aftale, der kan hjælpe med rammesætningen af lærernes arbejde. Det tyder på, at der er reel vilje til at finde en løsning på nogle af de problemer, der er åbenbaret i løbet af år 1 med skolereform og ny arbejdstidslovgivning.
Læser man artiklen i Rødovre Lokal Nyt (28/4) om forhandlingerne, herunder udmeldingen fra Flemming Lunde Østergaard Hansen (S) – formanden for Børne- og Skoleudvalget – kan man sagtens få det indtryk, at en aftale ligger klar til at blive skrevet under inden længe.
Helt så simpelt er det dog ikke. Vi er fortsat i gang med at forhandle. En væsentlig faktor skal findes i forbeholdet mod at binde (for mange) ressourcer i aftalt form fra kommunens side. Det er en position, vi har forståelse for i RLF, men det er klart, at vi skal kunne stå inde for en aftale. Vores pejlemærker er professionelt råderum og fleksibilitet samt kvaliteten i undervisningen.
Under alle omstændigheder kommer en lokal aftale ikke til at regulere arbejdstid a la A08, men mindre kan også gøre det. Målet er også at få vendt en uheldig udvikling. Som formand Anders Liltorp siger: Det seneste år har vi oplevet, hvor svært det er at få kollegaer til at blive i Rødovre, og ansøgerne har været alt for få. Samtidig er sygefraværet steget voldsomt, og det er vi nødt til at handle på i fællesskab.
Vores konkrete ønsker til en aftale, kan vi af gode grunde ikke løfte sløret for her, men en aftale skal selvfølgelig være en forbedring af det eksisterende til gavn for elever, lærere og ledelser. Vi skal alle være sammen om en bedre folkeskole.
Med en færdig aftale undervejs, men ikke afsluttet, må planlægningen af næste skoleår ikke afvente et forhandlingsresultat. Lokalt skal der planlægges ud fra det kendte, og det er på nuværende tidspunkt Lov 409 og de 15 punkter om arbejdstid i OK15. RLF opfordrer derfor alle medlemmer til at gøre sig bekendt med indholdet af disse og insistere på, at de bliver forfulgt i størst muligt omfang på den enkelte skole.