Forhandlingsmøde mellem RLF og forvaltning

I morgen mødes Rødovre Lærerforening og forvaltningen med henblik på at følge op på resultatet af OK15. Udgangspunktet for drøftelserne bliver de 15 punkter om arbejdstid, der er nedfældet i den færdige aftaletekst mellem DLF og KL.
Vi ser morgendagens møde som endnu et skridt på vej mod "normalisering" af forhandlingsklimaet og -potentialet mellem parterne i Rødovre, siger Anders Liltorp, der fortsat har efterårets lønaftale i frisk erindring.

Lad det være sagt med det samme at der ikke er forventning om en lokalaftale, som vi kendte den, men mindre kan også gøre det denne gang. Måske bliver det et spørgsmål om det muliges kunst, fortsætter formanden. For os handler det i sidste ende om, at eleverne i Rødovre tilbydes god undervisning, undervisning vi kan stå inde for, undervisning der ruster ungdommen til fremtidens udfordringer. Samtidig er det vigtigt for os, at Rødovre Kommune fremstår som en attraktiv arbejdsplads for dygtige lærere. Erfaringsmæssigt ved vi, at aftalte rammer fremmer det nævnte, og derfor mener vi, at konkrete aftaler er værd at forfølge.

Morgendagens møde er foreløbig det eneste, der er aftalt, men mon ikke kalenderen skal findes frem igen i løbet af dagen?