Fælles workshop der peger frem

Lokalaftaler 1

Forvaltning, skoledelser, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter mødtes tirsdag d. 9./12 til en fælles workshop på PUC. Tovholder på dagen var arbejdsmarkedsforsker Henrik Lambrecht Lund, og omdrejningspunktet var arbejdsmiljøet i skolen med særligt fokus på arbejdstiden. Ikke tid som en konstant faktor, man enten har mere eller mindre af, men som en dynamisk, relativ størrelse der løbende ændrer karakter. Det var givtigt for alle parter, at få sat begreber på den  - måske ufortalte - viden alle lærere render rundt med, nemlig at tid kan have forskellig værdi. Der er nu et langt bedre grundlag for at diskutere arbejdstidens betydning i de forskellige fora kommunalt og lokalt på skolerne.

En anden vigtig pointe, Henrik Lund serverede, omhandlede den tendens, at man på arbejdsmarkedet i dag i stigende grad betragter for eksempel medarbejderes stress som begrundede i medarbejderen selv. De arbejdsmiljøtiltag, der iværksættes, retter sig derfor mod medarbejderens person (mindfulness, psykolog, massage etc.) snarere end mod arbejdets organisering i sin helhed, dvs. arbejdspladsen. En meget farlig udvikling, mente RUC-forskeren. Det individuelle fokus forstærker nemlig det pres den enkelte føler for at levere, og spiralen ender først der, hvor alle føler, at det er din egen skyld, hvis man ikke slår til.