Bedre muligheder

Efter mødet med forvaltning og skoleledere er vi i Rødovre Lærerforening blevet bekræftet i, at tingene bevæger sig i den rigtige retning for vores medlemmer og skolerne i Rødovre generelt. Med afsæt i vores professionsaftale er der forhandlet lokale aftaler om fleksibilitet i arbejdet på plads, og tilfredsheden med dem blev bekræftet på mødet af alle parter, så det kan vi se frem til fortsætter.

Fra ledergruppen blev det også bemærket, at fleksibiliteten har positiv indflydelse på skolernes rekrutteringsmuligheder. Vi ser nu ansøgere, der søger job her i kommunen på grund af aftalerne, men selvfølgelig i samspil med de øvrige vilkår, jobindhold og arbejdsmiljø. Det er en vigtig vinkel på hele spørgsmålet om et tilfredsstillende samarbejde i Rødovre, og det ser vi gerne yderligere italesat. For eksempel ved at bruge den lokale aftale konkret i rekrutteringsøjemed, dvs. via stillingsopslag.

RLF´s hjælpeværktøj

Et andet forhold der naturligt blev bragt på bane, var det hjælpeværktøj til opgaveoversigten, som alle medlemmer gerne skulle have haft lejlighed til at blive introduceret til via de faglige klubber. Det blev slået fast, at der ikke er tale om et officielt dokument med bindende time/ressourcetildeling, men derimod et godt udgangspunkt for dialog. Skolechefen i Rødovre Kommune, John Kronbak, udtrykte, at hvis han var medarbejder, ville han foretage sit professionelle skøn og få det ført ind i arket, som han så ville medbringe til dialogen med sin leder. Herfra har man nemlig et godt udgangspunkt for at forventningsafstemme leder og medarbejder imellem.
Til den yderligere dialog i løbet året, ville han hive hjælpeværktøjet frem igen og sammen med lederen lave eventuelle justeringer. Intentionen med værktøjet til medlemmerne er ramt spot on. I ledergruppen blev der desuden sagt, at værktøjet kan blive en hjælp til at få bedre kendskab til og overblik over det samlede omfang af skolens opgaver, men også at det ikke må blive brugt som en løftestang for konfrontation. RLF er enige i begge dele. Dialog er nøgleordet.

Vi synes, det her er et godt bud på en professionel og seriøs model at tale arbejdsopgaver ud fra. En model der anerkender, at der skal være sammenhæng mellem krav og ressourcer og samtidig tydeliggør dette, men også en model, der respekterer, at tiden ikke er moden til aftaler, der yderligere stadfæster et bestemt forhold mellem for eksempel undervisning og tid til denne, som vi kender det fra A08-aftalen.
I forlængelse af dette kunne vi konstatere, at skolelederne vil lægge meget vægt på den løbende dialog i det kommende skoleår. Det blev gentaget flere gange, og det er vi selvfølgelig meget tilfredse med.

Alle skal opleve at holde ferie

Den klare holdning til 6. ferieuge fra både forvaltning og RLF´s side stod klart efter mange og interesserede spørgsmål om afholdelse og indregning af 6. ferieuge. Når man afholder sin 6. ferieuge, så betyder det, at man har ferie fra de opgaver, der ellers skulle være løst – både hvad angår undervisning og alle de mange andre opgaver, der fylder i det daglige arbejde. Det blev blandt andet fremhævet, at der i aftalen er taget højde for det, i det der står, at en forholdsmæssig del af det, man skal lave på et skoleår, må anses for afviklet ved afholdelsen af 6. ferieuge.

Godt begyndt er stadig halvt fuldendt

Vi må konstatere, at de to timer, der var afsat til mødet, hurtigt fik ben at gå på – faktisk så hurtigt, at diskussionerne om yderligere brug af professionsaftalen på skolerne kun var korte. Mindre kunne bestemt også gøre på denne dag, hvor vi mindede hinanden om, at aftalen trods alt kun har et halvt år bag sig. En del er nået på den tid, og vi tror på, at vi på samme tid næste år kan sætte yderligere krydser i bogen.